Når man skal ud og købe en ny bolig, er det for rigtig mange en glædelig, spændende og livsændrende begivenhed. Men selvom det er spændende, kan det også virke som en meget kompleks proces, hvor der er mange ting, man skal huske og have for øje, inden man skriver under på købsaftalen.  En af de mange ting, man bør have styr på, er ejerskifteforsikringen. Det er nemlig en tryghed og en sikkerhed, som beskytter ved uventede og ukendte fejl, mangler og skader på huset. Hvis du tidligere har købt hus, eller er godt i gang med hus-kiggeriet, er du helt sikkert stødt på begrebet ejerskifteforsikring. Men ved du egentlig, hvad det præcis er? Hvordan den dækker? Og hvordan den fungerer?

I denne artikel vil vi give dig svar på alt det, du bør vide om ejerskifteforsikring, herunder hvad den dækker, hvordan du køber den, og hvad du skal overveje, når du vælger den rigtige forsikring.

Hvad er en ejerskifteforsikring?

Kort sagt er en ejerskifteforsikring en forsikring, der dækker skjulte og ukendte skader, der ikke fremgår af dokumenterne, og som du som køber derfor ikke ville have haft en chance for at kende til på det tidspunkt, du overtog boligen.

Hvorfor bør man overveje en ejerskifteforsikring?

En ejerskifteforsikring er ikke lovpligtig, og du er derfor ikke forpligtet til at tegne en. Men en ejerskifteforsikring kan være en god sikkerhed i en bolighandel. Den vil nemlig dække, hvis det senere viser sig, at der er gamle skjulte og ukendte skader på huset.

Hvem kan tegne en ejerskifteforsikring?

Ejerskifteforsikringer er forsikringer til husejere. Man kan tegne det i forbindelse med handel på hus, rækkehus, sommerhus og ejerlejlighed. Det er køber af en bolig, som tegner ejerskifteforsikringen. Det er dog lovpligtigt, at sælger indhenter et tilbud på en ejerskifteforsikring og betaler halvdelen af præmien på det indhentede tilbud.

Hvordan vælger man den rigtige ejerskifteforsikring?

Der findes forskellige ejerskifteforsikringer, og derfor er det vigtigt at undersøge de forskellige ejerskifteforsikringer. Det er kun dig, der ved, hvad der er den rigtige forsikring for lige præcis dig. Men typisk findes der to modeller – en basismodel og en udvidet model. Basismodellen dækker skjulte skader i 5 år efter overtagelsen og gælder kun selve huset, mens den udvidede forsikring dækker i 10 år og dækker over grunden.

Hvad koster en ejerskifteforsikring?

Prisen på en ejerskifteforsikring varierer afhængig blandt andet af størrelsen på boligen, dækningen og hvorvidt der er tale om den udvidede model eller basismodellen. Priserne på en ejerskifteforsikring kan derfor være mellem cirka 11.000 kroner helt op til omkring 90.000 kroner.

Hvad dækker en ejerskifteforsikring?

Ejerskifteforsikringen dækker skjulte skader og fejl, som man først opdager efter boligkøbet og overtagelsen, og som er opstået før overtagelsen fx i forbindelse med opførelse eller renovering. Det er fejl og mangler, som ikke er beskrevet i tilstandsrapporten og elinstallationsrapporten. Det kan fx være sætningsskader eller ulovlige installationer. Det kan også være fugtskader i en kælder – dog er det noget, man kan forvente i en ældre bolig, hvorfor forsikringen ikke dækker fugt og vand i kælderen i boliger, der er opført før 1973.

Hvordan gør jeg brug af min ejerskifteforsikring?

Hvis du er så uheldig at opdage skjulte fejl og skader på dit hus, og du ønsker at gøre brug af din ejerskifteforsikring, skal du anmelde skaden til dit forsikringsselskab. Du bør ikke udbedre skaden, før forsikringsselskabet har vurderet sagen. Vær dog opmærksom på, at nogle skader ikke dækkes af ejerskifteforsikringen, men er husforsikringen. Det er derfor en god idé at undersøge, hvilken forsikring der dækker den pågældende skade.